Det var en interessant oplevelse at optræde på Deadline, i tandem med Niels Ole Finneman, og jeg synes jeg fik sagt nogen af de ting, jeg gerne ville. Men man får selvfølgelig aldrig sagt alt det, man gerne ville, så nedenfor er nogen af de betragtninger, som jeg ikke fik fremført/nuanceret, og som jeg fortsat lige i disse dage går og tænker over som aktuelle for denne valgkamp:
Der er en vis tendens til i pressen at erklære at valgkampen denne gang nu "foregår på nettet", og det har jeg muligvis desværre selv været medvirkende til. Men som Niels Ole Finneman også påpegede i Deadline-indslaget, så er det ikke så simpelt. Valgkampen foregår også - og med stigende grad af investering i tilstedeværelse og markedsføring fra politikernes side - på nettet, men selvfølgelig kan en valgkamp på nettet ikke erstatte den valgkampsføring, der foregår i tv, aviser og ude på gaderne. De forskellige medier er gode til forskellige ting og kan ikke afløse hinanden. Hvis man tænker nettet som en selvstændig mediekanal (og det giver i dette tilfælde god mening), jamen så er nettet ud fra en umiddelbar betragtning et af mange medier gennem hvilket politikerne kan kommunikere deres budskab og politiske identitet, og hvor de eventuelt kan supplere den information og den oplevelse, vælgerne har af politikeren i de andre medier.
Samtidig er nettet som mediekanal på mange måder fundamentalt anderledes fra de "gamle" massemedier, der bygger på en traditionel afsender-modtager relation (afsender formidler et budskab til modtager, der afkoder det med den sociale og kulturelle forforståelse han/hun nu er i besiddelse af). På nettet kan man sagtens opretholde denne rollefordeling, men så risikerer man at reproducere og formidle akkurat det samme indhold, som man kan finde i andre medier. Jeg er som forsker selvfølgelig interesseret i nettet ud fra det perspektiv, at nettet også er med til at nedbryde den traditionelle rollefordeling mellem afsender og modtager, på grund af mulighederne for interaktivitet, medskabelse (upload af eget indhold), selvstændig kommunikativ aktivitet (vælgere kan f.eks. starte deres egne politiske blogs), og muligheden for at "remixe" og genbruge eksisterende indhold (bare se den video på youtube, der "genbruger" en Dansk Folkeparti reklame). Det interessante spørgsmål må i forlængelse heraf være: hvad kan netmediet, som andre medier ikke kan? (det er ihvertfald altid det spørgsmål jeg stiller mine studerende når de vil skrive en opgave om kommunikation eller markedsføring på nettet). Eller med andre ord, hvordan kan man med dedikeret netkommunikation udvide den valgkamp, der føres offline, med nogle nye og anderledes dimensioner?
Hvis man skal følge de aktuelle tendenser på nettet i forhold til brugeradfærd og tjenester, jamen så er politisk tilstedeværelse på nettet ikke kun et spørgsmål om kommunikation (heller ikke "innovativ kommunikation"), men snarere om "medproduktion" på mange forskellige niveauer. Det er altså vigtigt ikke kun at fokusere på hvordan politikerne kommunikerer, men også på hvordan brugerne/vælgerne også aktivt deltager og kan deltage i valgkampen, og ikke kun som kommunikative aktører. For eksempel viser undersøgelser af effekten af de amerikanske valgkampagner (sidebemærkning: det er endnu og desværre ofte kun amerikanske eller engelske undersøgelser, vi som forskere kan trække på), at nettet er rigtig godt til at mobilisere og aktivere græsrødderne, rejse penge o.lign.
En af grundene til, at jeg personligt er så fascineret af brugen af Facebook i lige præcis denne valgkamp er, at man måske der kan se konturen af mulighederne for at bruge de såkaldte "sociale medier" til både at aktivere og forbinde græsrødderne på tværs af geografiske skel også i lille Danmark (hvilket også peger på den tendens/mulighed, at det at føre valgkamp online ikke kun behøver at dreje sig om at skabe kommunikativ aktivitet online, men også kan dreje sig om at skabe koblinger mellem online og offline aktiviteter).
- Samtidig kan man på sites som Facebook give vælgerne en mulighed for at iscenesætte deres egen politiske identitet ved at markere deres interesse for en given politiker, politisk parti eller en given særgruppe eller cause (som f.eks. den andetsteds omtalte "indsamling" af 100.000 vælgere der ikke stemmer på Anders Fogh Rasmussen eller 100.001 vælgere der ikke vil have Helle Thorning-Schmidt som statsminister). Det kunne være rigtig interessant at undersøge om tilslutningen til en bestemt politisk gruppe eller politiker på Facebook kan føre til aktive valg omkring, hvem man vil stemme på til selve valget (ud fra f.eks. ens oplevelse af hvordan ens udvalgte gruppe eller politiker agerer på Facebook).
Og angående andre former for aktiviteter end de rent kommunikerende, så er det interessant at se at indsamlingsvirksomhed også lader til at få en mere dominerende plads i den danske valgkamp online. Et bud på hvorfor denne form for "aktivitet" er attraktiv, er sandsynligvis (udover at partier altid kan bruge flere penge til at føre kampagne med), at man gennem at tilbyde vælgerne muligheden økonmisk støtte, kan give dem en nem og hurtig mulighed for uforpligtende og anonymt at støtte et parti, og fordi man kan bruge den altid opdaterede digitale "pengetæller" som et effektivt middel til at inspirere folk til at give (endnu) mere. Derfor synes jeg det er et bemærkelsesværdigt (i den neutrale forstand af ordet) tiltag, at Ny Alliance f.eks. har en "antal donerede kr." boks kørende på forsiden af deres website - eller at Radikale på deres forside direkte opfordrer folk til at købe merchandise i deres webshop.
Og ja, bloggen er som genre er i sin nuværende form ofte hjemsted for dialog og samtale. Men muligheden for samtalen er ikke, og har aldrig været, bloggens eneste berettigelse, og måske skal man faktisk i lyset af hvordan den bliver brugt både af vælgere og politikere gentænke de forventninger man har til form og indhold på en blog - den er også en genre i konstant forandring. En blog kan være et alternativt outlet for politikerne, hvor de kan komme uafbrudt og (principielt, omend sjældent i praksis) mere personligt til orde, og her møde vælgerne på "lige fod" i en dialog om de politiske temaer, politikeren eller kommentatorerne tager op. Men den kan også, i den politiske version (synes jeg mine observationer tyder på) skabe en kanal, hvorigennem vælgere. , der måske aldrig ville finde på eller gide at dukke op på torvet lørdag morgen, kan komme til orde over for politikerne - selvom deres ord (læs: kommentarer) ikke fører til nogen dediceret samtale.
Jeg synes således, det er tankevækkende at læse nogle af de kommentarer, spidskandidaterne denne gang har fået på deres blogs. Mange kommentatorer lader til direkte eller indirekte at være indforståede med, at politikeren ikke personligt svarer på deres kommentarer (pgra tidsmangel), samtidig med, at de virker glade for den mulighed, kommentarfunktionen giver dem for at komme med "gode råd" eller personlige livshistorier, som politikeren kan tage op som case.
Måske skal man ikke heller ikke forvente det samme hvad angår deltagelse på en blog af politikere, som man forventer af andre bloggere, i lyset af hvor kort en valgkamp de er kastet ud i, og hvor lidt tid de har til rådighed til de forskellige medier (med andre ord: det er måske ikke altid rimeligt eller retfærdigt at sammenligne danske politikeres kommunikation på nettet med de amerikanske politikeres velsmurte online valgmaskiner, som de har adskillige måneder, ja nogengange ligefrem hele år til at udvikle, udbygge og blive fortrolige med - en dansk valgkamp foregår i en noget anden kulturel og politisk kontekst).
Udfordringen må snarere være at politikerne, hvis de vælger at blogge, overvejer alternative muligheder til de få og lange indlæg, der stadig synes at være standarden mange steder, hvis de ønsker at markere over for vælgerne, at de er lydhøre, og at de har foretaget nogle aktive selvstændige beslutninger omkring en seriøs brug af bloggen. Har politikerne ikke engang tid til at poste kommentarer ala "hej, her er jeg, jeg lytter" på selve bloggen (som Villy Søvndahl tilsyneladende med held gør), jamen så er det muligvis et brugbart alternativ at besvare og kommenterere på ens blogaktivitet i en video, ligesom Helle Thorning-Schmidt har forsøgt (man skal så dog også huske at gøre eksplicit opmærksom på at "svarene" findes andetsteds).
Hvis de ikke får tid til at blogge på den blog de har startet, kunne nogle politikere måske mere radikalt genoverveje om bloggen simpelthen skal nedlægges (hvorefter vælgerne kan henvises til andre steder hvor politikeren måske er mere aktivt tilstede på nettet) fremfor at bloggen lever sit eget stille og afvæbnende liv. Nettet husker - den blogpost hvor man lovede at man ville poste "ofte" eller "hver dag" under valgkampen bliver ved med at være derude, så det er nemt for vælgerne at tjekke om man faktisk overholder lige præcis dette "valgløfte". Samtidig er en af fordelene ved nettet (og computermediet) er at det er foranderligt - man kan fjerne funktioner (og en blog) overnight, hvis man ønsker det...
Og så noget helt andet: Overskrift.dk's og mine optællinger tyder på, at måske op til 50% flere politikere end i 2005 har valgt at prøve kræfter med bloggen denne gang, og jeg synes selvfølgelig at også det er en spændende udvikling henimod en mere engageret brug af de særlige kommunikationsgenrer, nettet stiller til rådighed, uanset hvordan politikerne bruger dem. Mere følger!
PS. Man skal ikke kaste med sten, når man bor i et glashus. Ja dette indlæg ER meget langt ;).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar