lørdag den 22. januar 2005

Valgdebat i Lasse Rimmer's blog kommentarer

Lasse Rimmer har faktisk blogget længe (siden februar 2002)- og selvom jeg ikke kender hans læsertal, har jeg indtryk af at han må være en af de danske bloggere, der har størst antal læsere, dels fordi han er en kendt person, men også fordi hans indlæg ofte har samme velturnerede humoristiske præg som hans medieoptræden i det hele taget. Man ser tit en del kommentarer til hans indlæg.



Lasse postede d. 18. januar et indlæg med titlen "Valgforudsigelser", hvor han kom med sit bud på hvordan valgkampen ville forløbe. Der er foreløbigt 75 kommentarer til dette indlæg - med masser af debat om valget. Første gang jeg har set debat om valgkampen for alvor udfolde sig i en kommentar-funktion.



At diskussionen fortsat "lever" i kommentar-funktionen er sandsynligvis delvist en effekt af at Lasse R. selv deltager ved selv løbende at diskutere og gå i dialog med de andre kommentatorer. Jeg taler foreløbig mest af personlig erfaring, men det er mit indtryk, at en kommentar-funktion kun for alvor kommer til at fungere hvis weblog-skribenten selv deltager aktivt i den. Ellers har debatten en tendens til at løbe af sporet eller gå død ret hurtigt. Så når f.eks. Holger K tydeligt melder ud på sin blog at "Alle er velkomne til at indsende kommentarer, men I må ikke forvente, at jeg svarer jer" har han desværre nok på forhånd lukket af for muligheden for en optimal udnyttelse af denne funktion.



Er der nogen af jer læsere, der har andre gode eksempler på lange weblog kommentar-diskussioner, der relaterer sig til valget?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar